Fokus på biodiversitet
I AP Pension har vi i 2023 igangsat en indsats med fokus på biodiversitet. Verden står i en biodiversitetskrise, og som investor ser vi det som vores opgave at forholde os til, hvordan vi kan hjælpe med at afbøde negative indvirkninger i den forbindelse.
Ifølge IPBES – The Intergovernmental Science-Policy Platform on Biodiversity Ecosystem Services - uddør arter med større hast end nogensinde tidligere i menneskets historie. At arter uddør kan i høj grad tilskrives menneskelige aktiviteter, bl.a. den måde vi forbruger naturens ressourcer på, men også vores udbygning af byer og industrier. Når naturjord og naturlig plantevækst fjernes og erstattes med fx monokulturel plantevækst, forringes levesteder for dyr og planter. Også udvinding af materialer fra jorden og forbrug af naturens ressourcer er ødelæggende for biodiversiteten, og mange af disse aktiviteter forurener og udleder meget CO2.
I vores prioritering af indsatsen for biodiversitet tager vi udgangspunkt i de fem områder, IPBES peger på som kritiske for tab af biodiversitet1:
- Forandringer i anvendelse af land og hav (Changes in land and sea use)
- Klimaforandringer (Climate change)
- Forurening (Pollution)
- Brug og udvinding af naturens ressourcer (Natural resource use and exploitation)
- Invasive ikke-hjemmehørende arter (Invasive alien species)
Det første område vi fokuserer på, er forandringer i anvendelse af landarealer. Helt konkret vil vi arbejde med de dele af AP Pensions portefølje, som er involveret i afskovning, herunder selskabets involvering i industrielt landbrug, som er en primær årsag til afskovning.
Med det afsæt har vi siden 2023 arbejdet med biodiversitet og naturbeskyttelse og vil bl.a. i videst muligt omfang sikre øget integration af hensyn til biodiversitet i nye investeringer. Vi vil se på, hvilke selskaber i vores portefølje, der har størst eksponering mod afskovning, og vi vil fokusere på at udøve aktivt ejerskab over for udvalgte selskaber, som er involveret i afskovning. Vores dialog vil fokusere på, hvordan selskaberne kan afbøde afskovning og i bedste fald slet ikke være involveret i den slags aktiviteter. Endelig vil vi gerne øge andelen af investeringer med et biodiversitetsfokus.
Dette arbejde fortsætter i 2024.
1https://www.ipbes.net/models-drivers-biodiversity-ecosystem-change