• CSR

AP Pension tager flere skridt mod klimaneutralitet

AP Pension tilslutter sig ambitiøst internationalt klimainitiativ, og forpligter sig samtidig til, at selskabets investeringsportefølje bliver klimaneutral i 2050. Det mål skal opnås gennem samarbejde, deling af metoder og viden sammen med store internationale investorer.

For bedst muligt at understøtte Parisaftalens klimamål, har AP Pension tilmeldt sig det ambitiøse og forpligtende klimainitiativ Paris Aligned Investment Initiative og ”Net Zero Investment Framework”, som drives af investornetværket The Institutional Investors Group on Climate Change (IIGCC). Beslutningen om at tilslutte sig Paris Aligned Investment Initiative kommer efter grundige undersøgelser af andre investornetværk, der også arbejder for klimaneutralitet i 2050.

- Det er vores vurdering, at IIGCC’s Paris Aligned Investment Initiative er det initiativ, der bedst understøtter os i arbejdet med at blive klimaneutrale i 2050. Det har samtidig været vigtigt for vores beslutning, at vi opnår betydeligt større muligheder for at påvirke de selskaber, som vi investerer i, når vi går sammen med andre store investorer, der har samme mål, siger chef for ansvarlige investeringer i AP Pension, Sandra Metoyer.  

Behov for både kort- og langsigtede forpligtelser

Den seneste klimarapport fra FN’s klimapanel viser, at stigende temperaturer, voldsomme vejrhændelser og klimaforandringer er en virkelighed, der presser sig på. De dystre forudsigelser bekræfter, at det er nødvendigt, at store investorer i fællesskab gør deres for at påvirke selskaber til at nedbringe deres CO2-udledning.

Strategien i AP Pension har hidtil været at fokusere på korte og mellemlange håndgribelige mål, som at øge investeringerne i den grønne omstilling frem mod 2030 samt at udvikle en fossil strategi. Konkret er målet for AP Pension, at 10 procent af porteføljen skal være investeret i den grønne omstilling i 2023, og at andelen øges til 20 procent af den samlede portefølje i 2030.

- Med tilslutningen til IIGCC’s Paris Aligned Investment Initiative forpligter vi os til en endnu mere langsigtet klimaplan med delmål frem mod 2050. Det indebærer naturligvis nogle udfordringer, da det er vanskeligt at forudsige udviklingen 30 år frem. Vores forventning er, at en fælles indsats, hvor vi løfter opgaven sammen med andre store investorer i IIGCC-netværket, kan støtte os i arbejdet hen mod en klimaneutral investeringsportefølje i 2050, siger Sandra Metoyer.

Allerede godt på vej

Gennem de seneste år har AP Pension gjort en fokuseret indsats for at mindske klimaaftrykket fra sine investeringer, og den seneste klimarapport viser, at den såkaldte CO2-intensitet, som måler CO2-udledningen fra virksomhederne i porteføljen, er blandt branchens laveste i dag.

- Vi er kommet langt de sidste to-tre år, når det handler om bæredygtighed og klima, hvor vi blandt andet investerer med hensyn til FN’s 17 verdensmål. Vi er også allerede kommet et pænt stykke vej i tilpasningen af vores samlede portefølje i forhold til Parisaftalens mål, siger Sandra Metoyer og fortsætter:

- Vores seneste klimarapport viser, at vores portefølje af børsnoterede aktier og virksomhedsobligationer er forbundet med en potentiel temperaturstigning på 2,4 grader i 2050, hvis den nuværende sammensætning af porteføljen forbliver den samme. Med tilslutningen til IIGCC’s Paris Aligned Investment Initiative og deres Net Zero Framework forpligter vi os til at bringe det tal så tæt på 1,5 grader som muligt, slutter hun.

Fakta om Net Zero-initiativet

The Institutional Investors Group on Climate Change (IIGCC) er en sammenslutning af over 300 investorer fra 22 lande, hovedsageligt fra Europa. Netværket har til formål at understøtte investeringsverdenen i at skabe forandringer og gå mod en klimaneutral og robust fremtid.  

Paris Aligned Investment Initiative blev etableret i maj 2019 af The Institutional Investors Group on Climate Change (IIGCC). Netværket samarbejder om, hvordan investorer kan få deres porteføljer til at nå målene i Parisaftalen. I februar 2021 voksede initiativet til et globalt samarbejde mellem fire regionale investornetværk - AIGCC (Asien), Ceres (Nordamerika), IIGCC (Europa) og IGCC (Australien / New Zealand) - for at understøtte investorer verden over og bidrage til en transition mod klimaneutralitet og Net Zero.

Læs mere her: https://www.parisalignedinvestment.org/

Kontaktinformation:

  • Chef for ansvarlige investeringer i AP Pension, Sandra Metoyer
    2280 6437 (SMT@appension.dk)
  • Pressechef i AP Pension, Nicolai Nielsen
    4083 9973 (NIC@appension.dk)

 

Skriv til os, hvis du har brug for hjælp

Har du spørgsmål eller brug for hjælp, kan du skrive til vores Kundecenter, der sidder klar til at hjælpe dig.

Ring til os, hvis du har brug for hjælp

Du er altid velkommen til at ringe til os.

Vi har midlertidigt ændret vores åbningstider og sidder klar til at hjælpe dig alle hverdage mellem klokken 8.00 og 15.00.

AP Pension understøtter desværre ikke denne browser.

Men du kan se AP Pensions hjemmeside i enten Google Chrome, Firefox eller Edge – det gælder, uanset hvilken enhed du bruger.

Har du spørgsmål til pension, er du velkommen til at kontakte AP Pension på 3916 5000 mellem klokken 8.00 og 15.00 alle hverdage.