• Bæredygtighed

Bæredygtighedsrelaterede oplysninger for Select

Periodiske og prækontraktuelle oplysninger
Sammenfatning

Select er et livscyklusprodukt, der fremmer miljømæssige og sociale karakteristika, dog uden at have bæredygtig investering som mål. Select er klassificeret som artikel 8 i regi af EU's Disclosure-forordning.

Select er sammensat af investeringer inden for aktivklasserne aktier, obligationer, reale aktiver og kredit. Alle investeringer sker under hensyntagen til AP Pensions politik for ansvarlighed og bæredygtighed på investeringsområdet samt AP Pensions eksklusionskriterier. Den nærmere aktivsammensætning og andelen af fondsinvesteringer varierer afhængigt af den enkelte kundes tid til pensionering.

Der investeres både direkte og indirekte via investeringsfonde, ligesom en række af investeringerne forvaltes af eksterne forvaltere. De eksterne forvaltere er kontraktuelt forpligtede til at følge en række nærmere fastsatte ESG-krav, herunder AP Pensions eksklusionskriterier og krav til god ledelsespraksis.

AP Pension har en proces for aktivt ejerskab, som blandt andet udøves for at fremme miljømæssige og sociale karakteristika samt andre bæredygtighedsrelaterede emner.

Vores porteføljer screenes for potentielle brud på vores politik for ansvarlighed og bæredygtighed på investeringsområdet herunder brud på de internationale principper for ansvarlig virksomhedsadfærd.

Behovet for at indgå i dialog opstår, når vi bliver bekendt med adfærd, som er i strid med vores politik for ansvarlighed og bæredygtighed på investeringsområdet. Praktisk foregår det ved, at vores investeringer i børsnoterede aktier og virksomhedsobligationer løbende bliver screenet i samarbejde med en internationalt anerkendt og uafhængig rådgiver, der er specialiseret i aktivt ejerskab og ansvarlige investeringer.

Hvis der i forbindelse med screeningsprocessen identificeres adfærd, som er i konflikt med de fastlagte principper, går vi i dialog med selskaberne via vores eksterne rådgiver – typisk i samarbejde med øvrige investorer for at øge sandsynligheden for indflydelse – med henblik på at påvirke selskabet i den ønskede retning.

Investeringerne overvåges derudover løbende gennem kvartalsvis screening af porteføljeselskaberne. Der screenes for klimaperformance, bidrag til FN’s verdensmål og ESG-risici.

Investeringers eksponering imod klimarisici er baseret på en såkaldt Carbon Risk Rating, mens bidrag til FN’s verdensmål måles på baggrund af en SDG-score. Derudover anvendes en ESG Risk Rating, der screener bredt for overholdelse af menneskerettigheder, arbejdstagerrettigheder, forretningsetik og miljø. 

AP Pension anvender eksterne dataleverandører. Generelle dataudfordringer betyder, at de scorer og ratings, som udvælgelsen og overvågningen foretages på grundlag af, i høj grad er baseret på estimerede data.

Der er ikke udpeget et indeks som referencebenchmark for at opnå de miljømæssige eller sociale karakteristika.

Intet bæredygtigt investeringsmål

Dette finansielle produkt fremmer miljømæssige eller sociale karakteristika, men det har ikke bæredygtig investering som sit mål.

Der tages hensyn til indikatorerne for negative indvirkninger:

  • Vi anvender eksklusionskriterier for fossil energi, tobak,våben og virkningsløs dialog.
  • Vi gennemfører som minimum halvårlige screeninger af de investerede selskabers negative påvirkninger af klima.
  • Vi screener for ESG-risici, hvor det blandt andet vurderes, om selskabernes praksis er i overensstemmelse med OECD’s retningslinjer for multinationale virksomheder og FN’s retningslinjer for menneskerettigheder og erhvervsliv.

Vi gennemfører systematisk due diligence, som anvendes ved afsøgning af potentielle investeringer, og som inkluderer identifikation af relevante negative påvirkninger af miljø og mennesker.

Det finansielle produkts miljømæssige eller sociale karakteristika

Grundlaget for de investeringsbeslutninger, der tages om Select, er AP Pensions politik for ansvarlighed og bæredygtighed på investeringsområdet, der er baseret på veldefinerede og anerkendte internationale principper om menneskerettigheder, korruption og miljø. Formålet med politikken er at understøtte, at vores investeringer bidrager til en bæredygtig og ansvarlig udvikling.

For produktet Select foretages en række tiltag, der har til formål at minimere bæredygtighedsrisici og samtidig fremme miljømæssige og sociale karakteristika.

Aktivt ejerskab

Ud over arbejdet med at sikre overholdelse af internationale principper for ansvarlighed har AP Pension en proces for aktivt ejerskab, der udøves for at fremme miljømæssige og sociale karakteristika samt andre bæredygtighedsrelaterede emner.

Behovet for at indgå i dialog opstår, når vi bliver bekendt med adfærd, som er i strid med vores politik for ansvarlighed og bæredygtighed på investeringsområdet. Praktisk foregår det ved, at vores investeringer i børsnoterede aktier og virksomhedsobligationer løbende bliver screenet i samarbejde med en internationalt anerkendt og uafhængig rådgiver, der er specialiseret i aktivt ejerskab og ansvarlige investeringer.

Hvis der i forbindelse med screeningsprocessen identificeres adfærd, som er i konflikt med de fastlagte principper, går vi i dialog med selskaberne via vores eksterne rådgiver – typisk i samarbejde med øvrige investorer for at øge sandsynligheden for indflydelse – med henblik på at påvirke selskabet i den ønskede retning.

Endvidere gennemfører vi selv møder og indgår i dialog med selskaber. Vi har en observationsliste, som består af selskaber, hvor der er identificeret risici i forhold til overholdelse af internationale principper for ansvarlig virksomhedsadfærd, og hvor en eskalering af det aktive ejerskab og en tættere dialog er vurderet nødvendig.

Selskaber, der sættes på observationslisten, er blevet valgt ud fra et væsentlighedsprincip, hvilket indebærer vurdering af væsentligheden af selskabets potentielle negative påvirkninger på miljø og mennesker, omfanget af disse samt muligheder for at minimere konsekvenserne. Desuden ser vi på vores beholdning i selskabet og dermed mulighed for at påvirke selskabet.

Stemmeafgivelser

AP Pension stemmer for forslag stillet ved generalforsamlinger, som har til formål at fremme bæredygtighed generelt samt at øge gennemsigtighed i forhold til adfærd og investeringers påvirkninger. Med den bæredygtighedspolitik, vi stemmer efter, tages der hensyn til bæredygtighed i en bred forstand, og det indebærer hensyn til adskillige ESG-forhold. Vores stemmeafgivelsespolitik inddrager f.eks. vurderinger af diversitet i bestyrelser, effektiv kompensation, vederlag og bæredygtighedsrapportering.

Miljømæssige karakteristika

Select følger AP Pensions overordnede klimastrategi.

AP Pension har tilsluttet sig IIGCC’s net zero samarbejde, Paris Aligned Investment Initiative, der forpligter AP Pension til at opnå en klimaneutral investeringsportefølje i 2050 eller før. Vi har fastlagt delmål for CO2-redukton fra vores aktier, virksomhedsobligationer og ejendomme frem mod 2025. Vores delmål for CO2-reduktioner ses her: Klima (appension.dk)
Desuden har AP Pension et mål om at andelen at investeringer, der fremmer miljømæssige karakteristika skal udgøre mindst 25 procent af de samlede investeringer i 2030.

Sociale karakteristika

Select fremmer sociale karakteristika ved at understøtte, at grundlæggende menneske- og arbejdstagerrettigheder respekteres og beskyttes, og at investeringer ikke foretages i selskaber og stater, som vurderes at have negative indvirkninger på eller at undertrykke disse rettigheder.

Investeringsstrategi

Produktet er et livscyklusprodukt, hvor kundens risikoprofil aftrappes frem mod pensionering. Investeringsstrategien er at investere i aktier, obligationer, reale aktiver og kredit i et balanceret forhold afhængigt af den enkelte kundes tid til pension.

De selskaber, der investeres i, forventes at overholde internationalt anerkendte principper og normer for god selskabsledelse og ansvarlighed. Investeringerne følger AP Pensions politik for ansvarlighed og bæredygtighed på investeringsområdet samt politik for aktivt ejerskab og overvåges løbende og systematisk.

Alle eksterne forvaltere inden for børsnoterede aktiver, der samarbejdes med, er bekendt med AP Pensions politik for ansvarlighed og bæredygtighed på investeringsområdet, og det forventes, at forvalterne tager politikken i betragtning, når de investerer på vegne af AP Pension.

Hvis AP Pension bliver bekendt med tilfælde, hvor investeringsstrategien ikke følges, vil der initieres dialog. Formålet er, at selskabet træffer de fornødne foranstaltninger til at undgå et lignende brud i fremtiden. Hvis det ikke lykkes, vil investeringen blive afhændet.

Følgende eksklusionskriterier er bindende i investeringsstrategien:

  • Selskaber der ikke lever op til AP Pensions politik, og hvor dialog er virkningsløs
  • Selskaber hvor en andel på 5 procent eller mere af omsætningen er relateret til tobaksproduktion
  • Selskaber der er involveret i produktion af kontroversielle våben. Dette gælder klyngebomber, antipersonel-miner, atomvåben samt biologiske og kemiske våben
  • Selskaber hvor en andel på 5 procent eller mere af omsætningen er relateret til udvinding af termisk kul, eller de har ekspansionsplaner
  • Selskaber hvor en andel på 25 procent eller mere af omsætningen er relateret til energiproduktion med termisk kul, eller de har ekspansionsplaner
  • Selskaber hvor en andel på 5 procent eller mere af omsætningen er relateret til udvinding af tjæresand
  • Selskaber hvor en andel på 20 procent eller mere af omsætningen er relateret til olie og gas upstream aktiviteter (upstream aktiviteter omfatter efterforskning, boring og udvinding af olie og gas).

Krav til statsobligationer i Emerging Markets

Der investeres kun i statsobligationer i Emerging Markets-lande, som opfylder følgende:

  • Krav om ikke at have nogen væsentlige regeringssanktioner fra FN eller EU.
  • Krav om dokumenteret hel eller delvis politisk frihed for landets borgere.
  • Minimumskrav til ESG-score

Krav om bæredygtighedscertificering af danske ejendomsinvesteringer

For vores investeringer i fast ejendom anvendes miljøcertificeringer i form af f.eks. DGNB, Svanemærket og Breeam. Det er således et krav for alle investeringer i nyopførte bygninger, der er bestyrelsesgodkendt efter den 1. juni 2019, at disse skal miljøcertificeres ved ibrugtagning. For bygningerne i drift (og ved nyerhvervelse af eksisterende bygninger til porteføljen) anvendes også miljøcertificeringer (building in use certificeringer) som et af flere screeningskriterier på linje med et godt energimærke, der potentielt kan tilpasses med EU´s klassificeringssystem.

Andel af investeringerne

Det skal oplyses, hvor stor en andel af investeringerne i Select, der medgår til at fremme bæredygtighedskarakteristika. Det er som minimum 8 procent af investeringerne, der fremmer disse.

Andelen er fastlagt på baggrund af den andel af investeringerne, der er også findes i produktlinjen AP Bæredygtig. Investeringerne i AP Bæredygtig har vi defineret som bæredygtige i overensstemmelse med artikel 2 (17) i SFDR.

Det skal endvidere oplyses, hvor stor en del af investeringerne, der er foretaget direkte i porteføljeselskaberne, og hvor stor en del der er foretaget via funds-of-funds, UCITS/AIF eller i derivater.

Der er en variation i fordelingen mellem direkte og indirekte investeringer for de forskellige fonde i Select, afhængigt af risiko. Spændet for direkte og indirekte investeringer for produktet Select er:

Direkte investeringer: 70 procent

Indirekte investeringer: 30 procent

Minimumandelen af investeringer i Select, der anvendes til at fremme miljømæssige eller sociale karakteristika, er 8 procent.

Overvågning af miljømæssige eller sociale karakteristika

Selskaber i Select screenes løbende for deres klimaperformance, bidrag til FN’s verdensmål, involvering i eventuelle kontroverser samt for, om de overholder internationale standarder blandt andet OECD's retningslinjer for multinationale virksomheder og FN’s retningslinjer for menneskerettigheder og erhvervsliv. Screeningerne bidrager til overvågning af miljømæssige og sociale karakteristika.

Der investeres kun i statsobligationer i lande, som ikke er underlagt EU eller FN-sanktioner, som lever op til en minimumscore for ESG, og som har dokumenteret hel eller delvis politisk frihed for landets borgere og rapporterer om landets bæredygtige udvikling.

For at sikre overholdelse af de internationale standarder har AP Pension implementeret interne processer for risikobaseret due diligence med henblik på at håndtere faktiske og potentielle negative indvirkninger på bæredygtighedsfaktorer, som AP Pension kan forårsage, bidrage eller blive direkte forbundet til. AP Pension har således følgende processer til at sikre, at de bæredygtige investeringer er i overensstemmelse med UNGPs og OECD’s Retningslinjer for Multinationale Virksomheder:

  • Monitorering af porteføljen: identificering af faktiske og potentielle negative indvirkninger på bæredygtighedsfaktorer.
  • Håndtering af negative indvirkninger: vurdering, prioritering, og håndtering af faktiske og potentielle negative indvirkninger på bæredygtighedsfaktorer.

Det er i denne sammenhæng vigtigt at pointere, at negative indvirkninger på mennesker, miljø og samfund kan ske til trods for, at et investeringsselskab har processer på plads i overensstemmelse med UNGPs/OECD’s Retningslinjer, da det er umuligt at gardere sig 100 procent mod negative indvirkninger. Er der processer på plads sikres det dog, at selskabet er i stand til at håndtere den negative indvirkning i overensstemmelse med forventningerne i UNGPs/OECD’s Retningslinjer.

Nedenfor er nærmere beskrevet metoderne til at måle de miljømæssige og sociale karakteristika.

Metoder

Metoderne til at måle opfyldelsen af de sociale eller miljømæssige karakteristika, der fremmes af det finansielle produkt, skal beskrives.

Aktier

Følgende metoder, kriterier og data anvendes til at måle opnåelsen af de miljømæssige og sociale karakteristika, der fremmes i produktet:

  • Investeringer forventes at overholde FN’s Global Compact-principper og andre internationalt anerkendte principper for ansvarlige investeringer. I samarbejde med en ekstern rådgiver identificeres selskaber, som ikke handler i overensstemmelse med UNGC-principperne.
  • Sustainalytics’ ESG Risk Rating benyttes til at vurdere risici relateret til ESG (Environment, Social og Governance) samt til at give indsigt i graden af eksponering mod risici, og hvor godt selskaberne håndterer de risici.
  • ISS’ Carbon Risk Rating bruges til at måle miljømæssige karakteristika såsom CO2-udledning og andre klimarisici- og påvirkninger.
  • ISS datadesk bruges til at måle på investeringernes bidrag til FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling.

Statsobligationer

Vores investerbare Emerging Markets-lande for statsobligationer fastlægges ud fra følgende bæredygtighedskriterier:

  • Landet må ikke være omfattet af sanktioner af svær grad fra EU eller FN.
  • Lande kategoriseres af Freedom House som ’free’, ’partly free’ eller ’not free’ og kun lande, som er i en af de to første kategorier, kan inkluderes. Vi har adgang til kategoriseringen via Sustainalytics.
  • Vi inkluderer kun lande, som har en ESG-score hos Sustainalytics på mindst 40 på en skala fra 0-100.
  • Vi har valgt kun at inkludere lande, som rapporterer om bæredygtig udvikling via online-platformen Voluntary National Review (VNR) under FN.
  • Ud fra den årlige Sustainable Development Report gives lande en score. Lande, som viser en gennemsnitlig positiv trend i forhold til at opnå de 17 verdensmål, bliver inkluderet i universet.

Der investeres kun i lande, som honorerer kriterierne. Der foretages to gange årligt en kvalitativ vurdering af de lande, som opfylder kriterierne.

Investeringer med klima- og/eller miljæmæssige karakteristika:
AP Pensions opgørelsesmetode for disse investeringer er for 2023 opgjort efter F&P’s gamle og nye branchevejledning, da de to metoder er forskellige, og det derfor vurderes mest hensigtsmæssigt at oplyse transparent herom.

Ny metode:
Den for 2023 opdaterede vejledning til det betingede tilsagn fra F&P, som bliver opgjort efter EU’s miljøtaksonomi og øvrige klima- og miljørelaterede investeringer, jf. Disclosurefororningens artikel 2,17.

Den største forskel ligger i, at den nye metode anvender art. 2,17 og den model kombinerer screeningskriterier for ’good governance’, ’do no significant harm’ (DNSH)-princippet, og positivt bidrag til et socialt- eller miljømæssigt mål. I denne kontekst har vi frasorteret alt data relateret til sociale aktiviteter, og har udelukkende inkluderet miljømæssige aktiviteter.

Drivhusgasemissioner

Der gennemføres løbende screeninger og monitorering af de investerede selskabers negative påvirkninger af klima. Der screenes blandt andet for de enkelte selskabers CO2-aftryk, samlede drivhusgasudledninger og forventet udledning frem mod 2050 (i form af temperaturscore).

Screeningerne anvendes som grundlag for investeringsprocesserne, herunder til brug for dialog med eksterne forvaltere.

Datakilder og databehandling

Datakilder og databehandling vedrørende finansielle produkter, der fremmer miljømæssige eller sociale karakteristika.

Datakilder

  • ESG Risk Rating (Sustainalytics)
  • Carbon Risk Rating (ISS)
  • SDG-score (ISS)
  • Overensstemmelse med EU-klassifikationssystemet/taxonomy-alignment (ISS)

Datakvalitet

Vi anvender eksterne dataleverandører. Vi har løbende dialog med dem, hvis vi har spørgsmål til deres dataleverancer. Vi forholder os kritisk til data og har flere øjne på, før data bliver anvendt i vores beslutningsgrundlag. 

Estimerede data

Data om Carbon Risk er baseret på både rapporterede og estimerede/modellerede data. Data om SDG og EU-klassifikationssystemet er hovedsageligt baseret på estimerede data. ESG Risk Rating er baseret på desktop research, hvor eksterne oplysninger om selskaberne indhentes.

Hvad angår klimadata fra ISS er andelen af rapporterede klimadata ca. 80 procent, mens de resterende ca. 20 procent er estimerede klimadata.

Databehandling

Vi overvåger løbende ESG-performance af vores portefølje. Vi gennemlyser løbende porteføljen på fondsniveau for klima, bidrag til FN’s verdensmål, ESG-risici og anvender blandt andet analyserne som grundlag for dialog med eksterne forvaltere.

Begrænsninger med hensyn til metoder og data

Det er generelt en udfordring for vores dataleverandører at indhente data, der er rapporteret af de underliggende porteføljeselskaber selv.

Alle datapunkter i relation til ”overensstemmelse med klassifikationssystemet” er i dag estimerede. Vi har valgt alene at anvende rapporterede data fra selskaberne, hvorfor graden af overensstemmelse med taksonomien er lav. Selv hvis vi havde valgt at anvende estimerede data, ville det blive baseret på et ufuldstændigt datagrundlag, da de estimerede data er meget usikre.

God ledelsespraksis i selskaber kan være vanskelig at screene og vurdere. Vi overvåger i form af involvering i kontroverser og gennem en række undersøgelsespunkter vedrørende forretningsetik, overholdelse af menneskerettigheder, miljø samt overholdelse af internationale princiupper.

Da vi anvender supplerende datasæt, der samlet set dækker flere bæredygtighedsindikatorer, vurderer vi at have en stærk screening af god ledelsespraksis samt miljømæssige og sociale karakteristika trods de ovenfor nævnte begrænsninger.

Due diligence

AP Pension har etableret systematiske due diligence-procedurer, som vi anvender ved afsøgning af potentielle investeringer. Vores due diligence er blandt andet baseret på anbefalinger og guidelines fra OECD og FN og inkluderer relevante sektorspecifikke udfordringer.

ESG-krav, der er målrettet de enkelte forvaltere, indarbejdes i kontraktvilkårene for de eksterne forvalterne. AP Pensions politik for ansvarlighed og bæredygtighed i investeringer er fundamentet for kravene, hvorved vores eksklusionskriterier, klimapolitik og krav om efterlevelse af internationale standarder implementeres.  

Identificering og vurdering af negative indvirkninger på bæredygtighedsfaktorer

Som ansvarlig investor er vi i AP Pension opmærksomme på, at investeringer kan påvirke bæredygtighedsfaktorer negativt. En vigtig del af hele arbejdet med ansvarlige investeringer er derfor at udføre due diligence med henblik på at undgå, forebygge og minimere de negative indvirkninger, som vores investeringsbeslutninger kan have.

AP Pensions Politik for ansvarlighed og bæredygtighed på investeringsområdet beskriver grundlaget for arbejdet med bæredygtighed i investeringerne. Politikken tager afsæt i de internationale standarder for ansvarlig virksomhedsadfærd (OECD’s Retningslinjer for Multinationale Virksomheder og FN’s Vejledende Principper for Menneskerettigheder og Erhvervsliv), som AP Pension har tilsluttet sig. Som del af tilslutningen til de internationale standarder følger AP Pension en risikobaseret tilgang til at identificere, prioritere og håndtere de negative indvirkninger på omverdenen, som AP Pension kan forårsage, bidrage eller blive direkte forbundet til.

I AP Pension screenes både eksisterende og forestående investeringer for faktiske og potentielle negative indvirkninger.

Formålet er at identificere risici for brud på AP Pensions politikker og strategier for ansvarlighed og bæredygtighed med henblik på at prioritere indsatser og tiltag for at håndtere dem. Til screeningen benytter vi os af en række forskellige kilder til at identificere både aktuelle og potentielle negative indvirkninger på omverdenen. De forskellige kilder bidrager til en bred afdækning og et nuanceret indblik i de sager og problematikker, som identificeres.

Da AP Pensions investeringsportefølje består af tusinder af investeringer, er vi nødt til at prioritere vores indsatser for at håndtere de identificerede negative indvirkninger på bæredygtighedsfaktorer. Denne prioritering baseres på anerkendte retningslinjer udstukket i de internationale standarder for ansvarlig virksomhedsadfærd og bygger på et væsentlighedsprincip, som indebærer en vurdering af:

  • Alvorligheden af de faktiske eller potentielle negative indvirkninger på omverdenen, omfanget af disse samt mulighederne for at genoprette situationen når relevant
  • AP Pensions beholdning i aktivet og dermed muligheden for at påvirke situationen.

I AP Pension prioriterer vi således vores indsatser, hvor vi fokuserer på først at håndtere de væsentligste negative bæredygtighedsindvirkninger, som vi via vores investeringer er eksponerede overfor. Vurderingen af de negative indvirkninger er integreret både i AP Pensions samlede vurdering af nye potentielle investeringer samt i den løbende monitorering af investeringer i porteføljen.

Politikker for aktivt ejerskab

AP Pensions politik for ansvarlighed og bæredygtighed på investeringsområdet er baseret på veldefinerede og anerkendte internationale principper for menneskerettigheder, korruption og miljø. Politikken er udarbejdet i henhold til §78 og §159 i Lov om finansiel virksomhed.

Politikken tager udgangspunkt i OECD's retningslinjer for multinationale virksomheder, FN’s retningslinjer for menneskerettigheder og erhverv samt bredt anerkendte FN-konventioner og FN’s Global Compact.

AP Pensions politik for aktivt ejerskab kan findes her.

Angiv et referencebenchmark

Der er ikke udpeget et indeks som referencebenchmark med henblik på at opnå de miljømæssige eller sociale karakteristika.

Skriv til os, hvis du har brug for hjælp

Har du spørgsmål eller brug for hjælp, kan du skrive til vores Kundecenter, der sidder klar til at hjælpe dig.

Ring til os, hvis du har brug for hjælp

Du er altid velkommen til at ringe til os.

Vi sidder klar til at hjælpe dig:

Mandag: 09.00-16.00
Tirsdag: 09.00-16.00
Onsdag:
09.00-16.00
Torsdag:
09.00-16.00
Fredag: 09.00-15.00

AP Pension understøtter desværre ikke denne browser.

Men du kan se AP Pensions hjemmeside i enten Google Chrome, Firefox eller Edge – det gælder, uanset hvilken enhed du bruger.

Har du spørgsmål til pension, er du velkommen til at kontakte AP Pension på 3916 5000 mellem klokken 8.00 og 15.00 alle hverdage.