Valg i AP Pension: Nu kan du opstille dig som kandidat
Når du er kunde i AP Pension, ejer du selskabet sammen med alle vores andre kunder. Derfor kan du også bruge din indflydelse i fællesskabet. Se, hvordan du kan opstille dig som kandidat til årets valg af delegerede.
I AP Pension vægter vi kundedemokratiet højt. Sådan har det været i 100 år – og sådan er det i dag. I praksis er det de delegerede, der repræsenterer alle kunderne og kan stemme på den årlige generalforsamling. Alle kunder kan deltage på generalforsamlingen, men kun de delegerede kan stemme.
Som kunde kan du være med til at vælge de delegerede. Og det er nu, de første vigtige trin frem mod valget bliver taget.
Hvilken gruppe er du i?
Virksomheder med mindst fem medarbejdere, der har en aftale med et AP Pension-selskab, står selv for at vælge deres delegerede. Disse virksomheder har fået direkte besked om praktikken i forbindelse med valget.
Øvrige kunder kan nu og frem til den 29. januar 2020 selv stille op som kandidater til valget. Du kan altså som kunde i et AP Pension-selskab opstille dig selv som kandidat, hvis du passer ind i nedenstående:
Valggruppe B2:
- Du arbejder i en virksomhed med højst fire medarbejdere på pensionsaftalen.
- Du indbetaler privat til pensionsopsparing.
- Du har en ordning, som du ikke indbetaler til.
Valggruppe B3:
- Du modtager en udbetaling på grund af sygdom.
- Du er pensionist.
Kunder med forsikringsdækning uden opsparing, ægtefælle- og børnepensionister kan ikke deltage i valget af delegerede.
Sådan opstiller du som kandidat
Fra den 14. januar og frem til den 29. januar 2020 kan du opstille dig selv som kandidat via valgportalen, som du finder et link til herunder.
Hvad sker der efter opstillingen?
I forbindelse med at kandidaterne bekræfter deres opstilling, opretter de samtidig en profil. Den bliver efterfølgende tilgængelig for alle kunder i valggruppen, så de kan stemme på en kandidat. Herefter er det tid at vælge de delegerede.
Har du oprettet en profil, skal du være opmærksom på, at den er offentlig tilgængelig.
Læs mere om valget af delegerede
AP Pension holder generalforsamling den 16. april i Aarhus
Foreningen AP Pension f.m.b.a. holder ordinær generalforsamling torsdag den 16. april 2020 klokken 10.00 på Radisson Blu Scandinavia Hotel, Margrethepladsen 1, 8000 Aarhus C.
Alle kunder i AP Pension kan deltage i den årlige generalforsamling, og vi åbner for tilmelding til generalforsamlingen i marts. Følg med i AP Update eller på www.appension.dk, hvor vi skriver, når der åbnes for tilmelding.
Delegeretmøder i marts 2020
AP Pension holder møder for delegerede tirsdag den 10. marts i København og onsdag den 11. marts i Aarhus – begge dage om formiddagen. Temaet for møderne er sundhed, som er i tråd med AP Pensions nye strategi. Alle delegerede modtager en invitation på e-mail i løbet af februar med nærmere information om tid og sted.
Tegnefilm: Kundedemokratiet på tre minutter
Her kan du på få minutter få overblik over kundedemokratiet i AP Pension: