Connie Hedegaard: Vi har alle et ansvar for en bæredygtig udvikling
Gennem en årrække har Connie Hedegaard været en af de væsentligste stemmer i kampen for en bæredygtig og grøn udvikling. Først som miljøminister siden som klima- og energiminister, inden hun som EU’s klimakommissær i fem år var med til at bringe bæredygtighed på den europæiske dagsorden. En dagsorden, der ikke er slut for Connie Hedegaard. Tværtimod.
Begrebet bæredygtighed er blevet en større og større del af danskernes hverdag. Og med god grund mener den tidligere konservative minister Connie Hedegaard, der har set klimaforskernes forudsigelser blive til virkelighed.
- Forskerne sagde for ti år siden, at om cirka ti år vil I begynde at kunne mærke klimaforandringerne. De sagde, der vil der komme tørke, der vil der komme regn, og der vil der komme uforudsigeligt vejr. Lige før år 2020 må vi sige, at det er ret præcist det, som sker rundt om i verden, siger Connie Hedegaard og fortsætter:
- Det er utroligt tit, at du ser eller hører om de vildeste skovbrande i Australien eller Los Angeles, oversvømmelser i Mumbais gader eller en gletchersø, der kollapser i Nepal. Det, vi blev advaret om, er mere og mere det, vi ser ske, fortæller Connie Hedegaard, der oplever en oprigtig interesse fra danskerne for at sætte en stopper for de katastrofer, vi ser.
- Jeg tror, at folk bliver mere og mere bekymrede over, at tingene accelererer, for hver gang der kommer nye rapporter fra videnskaben, så er det dårlige nyheder, og det går endnu hurtigere i den gale retning, siger Connie Hedegaard, der i sine møder med danskerne oplever, at vi er optagede af den dagsorden, der hedder bæredygtighed.
- Gennem de sidste mange år er jeg kommet meget rundt i forsamlingshuse og til konferencer. Her vil folk gerne høre om bæredygtighed, og det er som om, at flere begynder at forstå, hvad det handler om, forklarer hun og fortsætter:
- Det optager også den unge generation, som du normalt ikke ser til foredrag og konferencer. Jeg har længe sagt, at uanset om mennesker er blå, røde eller grønne i Danmark, så er de optaget af bæredygtighedsdagsordenen, og det er det, jeg oplever, når jeg er ude at møde danskerne.
Vi har alle et ansvar
I 2015 indgik 196 af verdens ledere den såkaldte Parisaftale med en målsætning om at begrænse den globale temperaturstigning til under to grader i år 2100. Men en ny rapport fra FN’s miljøorgan UNEP viser, at udviklingen af vores CO2-udledning vil kunne give en temperaturstigning på lige over tre grader frem mod år 2100. For at gøre noget ved den udvikling, som rapporterne viser, har vi alle et ansvar, mener Connie Hedegaard.
- Politikerne har deres del af ansvaret, investorerne kan gøre noget og løfte en del af ansvaret, erhvervslivet kan løfte en del af ansvaret ved at komme med løsninger. Men i det samfund, jeg gerne vil leve i, har du og jeg et ansvar, fortæller den tidligere europæiske klimakommissær.
Bæredygtige investeringer er vejen frem
I sommer introducerede AP Pension sin bæredygtige produktlinje, AP Bæredygtig, og stod det til Connie Hedegaard burde samtlige, der udbyder investeringsprodukter, have et bæredygtigt produkt til kunderne.
- Alle, der udbyder produkter, burde som noget helt naturligt sørge for, at de har et reelt bæredygtigt tilbud. Det er der mange, der stadig ikke har, siger Connie Hedegaard, der dog slår fast, at det ikke skal være en filantropisk tankegang, der skal være ideen bag bæredygtige investeringer.
- Det er vigtigt, at folk støtter op om bæredygtige investeringer på grund af økonomien. Hvis det bare er for at have god samvittighed, så vil investeringerne være eksponeret for, hvornår der kommer nye trends, siger Connie Hedegaard og fortsætter:
- Når bæredygtige investeringer klarer sig som gennemsnittet eller bedre end gennemsnittet, så behøver man ikke være filantropisk indstillet for at investere grønt, lyder det fra Connie Hedegaard, der i dag blandt andet er bestyrelsesformand for den grønne tænketank Concito, Berlingske Media og Aarhus Universitet.
Danmark kan gå forrest
En væsentlig del af den grønne omstilling og en bæredygtigudvikling består i at få nedsat CO2-udledningen, og selvom vi stadig kan blive bedre på det område herhjemme, så er vi langt fremme på områder, som verden tager ved lære af.
- Vi har sat nogle eksempler, som verden er optaget af. Det er f.eks. inden for vedvarende energi, og det er måden, vi kan integrere store mængder energi i vores energisystem. Danmark er blandt nogle af de lande, der har vist verden, at man kan have en stor andel af sin energi, der er vedvarende, uden at man får nedbrud, siger Connie Hedegaard, der mener, at vi i Danmark skal finde vores styrkeposition.
- Vi skal være hurtigere til at bringe vores viden i spil, og vi skal prioritere nogle styrkepositioner og ikke tro, at vi kan blive ved med at være nummer et ved at gøre lidt af alting, fortæller hun og gør det samtidig klart, at hun ikke er overbevist om, at vi er klar over, hvad det vil sige, når vi taler om at reducere CO2-udledningen så markant, så den bæredygtige udvikling går i den rigtige retning.
Senest er et bredt flertal af Folketingets partier blevet enige om en ny klimalov, hvor Danmark skal reducere sine CO2-udledninger med 70 procent frem mod år 2030.
- Det lyder meget uskyldigt, at vi skal reducere vores CO2-udledning med 70 procent, men jeg tror ikke, det er gået op for mennesker, hvor gennemgribende det vil være for alle mulige sektorer, siger Hedegaard og fortsætter:
- Jeg er til gengæld overbevist om, at hvis der er et land, der har forudsætningerne for at vise, hvordan man kan gøre det og samtidig tjene på det, så er det Danmark.