• Bæredygtighed

AP Ejendomme gør klar til levende byrum og bæredygtigt byggeri

Med levende og åbne byrum skaber AP Pensions ejendomsselskab, AP Ejendomme, bydele, der er langtidsholdbare og bæredygtige.

I forlængelse af introduktionen af AP Pensions nye produktlinje, AP Bæredygtig, er tanken, at alle fremtidige ejendomme, som AP Ejendomme opfører, skal være bæredygtige. Dermed bliver arbejdet med bæredygtighed en endnu mere integreret del af hverdagen for AP Ejendomme.

- For AP Ejendomme betyder lanceringen af AP Bæredygtig, at alle vores ejendomme fremadrettet bliver en del af denne produktlinje. Og vores fremtidige erhvervsejendomme skal minimum være, det man kalder DGNB-guld certificeret eller højere. Det højeste er platin, men nogle gange kan man ikke nå det, fordi man ligger for langt fra offentlig transport eller andre parametre, så uanset hvor meget vi gør, så kan vi ikke få den sidste procent med, siger Peter Olsson, adm. direktør i AP Ejendomme.

DGNB-certificeringen sker via Green Building Council Danmark, som AP Ejendomme er medlem af, der tildeler byggeriet points på baggrund af en redegørelse for byggeriet, der er udarbejdet af en certificeret auditor. DGNB-systemet er dynamisk. Dermed bliver kriterierne løbende ændret i takt med den tekniske udvikling.

Det er ikke kun AP Pensions erhvervsejendomme, der skal certificeres. Alle fremtidige boliger vil også blive certificeret. Boligerne bliver certificeret med Svanemærket.

Svanemærkningen stiller overordnede krav om lavt energiforbrug, et godt indeklima, krav til materialevalg og nytænkende grønne tiltag, f.eks. parkering til elbiler. Det færdige byggeri kontrolleres af en uvildig byggesagkyndig og Nordisk Miljømærkning.

Konkurrencedygtige og robuste investeringer

Peter Olsson oplever et øget krav om, at nyt byggeri skal være bæredygtigt.

- Fra både myndigheder og lejere er det et krav, at nyt erhvervsbyggeri skal være DGNB guldcertificeret. Jeg tror, at det bliver normen, hvilket passer os fint, for så bygger vi ejendomme, der er konkurrencedygtige – også i fremtiden. Det gør vores investeringer mere robuste, forklarer den adm. direktør i AP Ejendomme, der mener, at det samme gør sig gældende blandt lejerne i AP Ejendommes lejeboliger.

- Jeg tror, at den bæredygtige- og klimabevidste borger lægger vægt på, at det de flytter ind i er opført bæredygtigt, og det vil Svanemærket være, forklarer Peter Olsson.

Levende og åbne bydele

Når AP Ejendomme opfører ejendomme rundt om i landet, så er det ofte hele bydele, der bliver opført.

- Når vi går ind i Horsens, Silkeborg eller Viborg, vil det mange gange være en hel bydel, vi udvikler, hvor det grønne aspekt i den grad betyder noget. Vi prøver at opføre bydele, der er diversificerede, og hvor der både er ejer- og lejerboliger i forskellige størrelser for at tiltrække en forskellig beboersammensætning. Det giver en levende bydel, der er åben for det omkringlæggende byrum, siger Peter Olsson og fortsætter:

- Det giver liv og et flow gennem bydelene, og vi åbner op for, at alle kan bruge området. De byrum, vi opfører, skal derfor være grønne og attraktive, siger Peter Olsson.

Ifølge Peter Olsson er åbne og levende bydele med til at øge sammenhængskraften i området.

- Det bæredygtige element består i, at vi skaber nogle bydele, der hænger bedre sammen og forøger sammenhængskraften i byerne ved, at typerne af beboelser og typerne af mennesker, der bor der, bliver blandet. Velstillede folk sammen med mindre velstillede, kunstnere sammen med forretningsfolk og studerende sammen med ældre. Inkluderende og diversificerede byer er holdbare og bæredygtige på den lange bane.

Analyserer eksisterende ejendomme

For de eksisterende ejendomme, som AP Ejendomme tidligere har opført, er der nu sat et arbejde i gang for at se på, hvordan erhvervsbyggeri og lejeboliger kan blive gjort endnu mere bæredygtige.

- Vi foretager en analyse af den portefølje, vi allerede har for at se, hvordan vi kan optimere den bedst muligt ud fra en betragtning om bæredygtighed. Der kan blandt andet være nogle energioptimeringer. På baggrund af analysen vil vi beslutte, hvilke indsatser vi vil igangsætte, siger Peter Olsson og fortsætter:

- Det kan eksempelvis være vi ved fraflytning fremadrettet anvender bæredygtig maling og udskiftning af hårde hvidevarer. Vi gør det allerede, men jeg er sikker på, at der er mulighed for at gøre det endnu mere konsekvent.

Skriv til os, hvis du har brug for hjælp

Har du spørgsmål eller brug for hjælp, kan du skrive til vores Kundecenter, der sidder klar til at hjælpe dig.

Ring til os, hvis du har brug for hjælp

Du er altid velkommen til at ringe til os.

Vi sidder klar til at hjælpe dig:

Mandag: 09.00-16.00
Tirsdag: 09.00-16.00
Onsdag:
09.00-16.00
Torsdag:
09.00-16.00
Fredag: 09.00-15.00

AP Pension understøtter desværre ikke denne browser.

Men du kan se AP Pensions hjemmeside i enten Google Chrome, Firefox eller Edge – det gælder, uanset hvilken enhed du bruger.

Har du spørgsmål til pension, er du velkommen til at kontakte AP Pension på 3916 5000 mellem klokken 8.00 og 15.00 alle hverdage.