Risikomærkning af markedsrenteprodukter
Risiko er nødvendig for at få afkast
AP Pension investerer din opsparing i værdipapirer, fx obligationer, aktier, ejendomme m.m. Det gør vi for at få din opsparing til at vokse, så du kan få mest muligt udbetalt, når du skal på pension. Når man investerer i værdipapirer, kan værdien af opsparingen svinge op og ned fra år til år. Det kaldes investeringsrisiko.
For at gøre det nemmere for dig at forstå og sammenligne risikoen på din pensionsopsparing, bliver alle pensionsprodukter ”mærket” med et risikotal mellem 1,0 og 5,9:
Risikotallene mellem 5,0 og 5,9 er den højeste risiko. Her kan din opsparing svinge meget op og ned i det næste år.
Risikotallene mellem 1,0 og 1,9 er den laveste risiko. Her vil der være mindre udsving.
Se her, hvor meget opsparingen kan stige eller falde i løbet af et år.
Kortsigtet og langsigtet risiko
Der er to slags risiko, når man taler om pensionsopsparing. Den kortsigtede risiko, som viser, hvor meget værdien af din opsparing kan svinge op og ned i løbet af det næste år. Og den langsigtede risiko, som viser, hvor stor usikkerheden er på dine fremtidige udbetalinger, når du går på pension.
Risikotallet er kun udtryk for den kortsigtede risiko – altså hvor meget værdien af din opsparing kan stige eller falde i løbet af det næste år.
Risikoen afhænger af din alder
Når risikoen er høj, er muligheden for afkast også høj. Derfor er der i de fleste pensionsordninger en høj risiko, når kunden er ung. Når man er ung, har man lang tid til at genvinde eventuelle tab i de år, hvor de finansielle markeder udvikler sig negativt.
Når man bliver ældre, har man ikke så lang tid til at indhente et eventuelt tab. Derfor bliver risikoen i de fleste pensionsordninger mindre og mindre, efterhånden som kunden bliver ældre.