• Bæredygtighed

Status efter første halvår: Plus på afkastene til AP Pensions kunder

Ligesom i årets første kvartal har de finansielle markeder i andet kvartal haft en god risikoappetit, hvilket igen har sørget for positive afkast til kunderne i AP Pension. 

Årets første halvår er veloverstået på de finansielle markeder, og halvårsstatus på afkastene i AP Pension viser, at der fortsat er positive afkast til kunderne. For ligesom i årets første kvartal, så bød andet kvartal også på positive takter, dog ikke i samme omfang som i første kvartal.

- Efter en korrektion i første måned af andet kvartal byggede det videre på den positive udvikling, vi så i første kvartal, når det gælder de finansielle markeders appetit på risikofyldte aktiver. Aktiemarkederne fortsatte op og nåede nye højder, men stigningerne i andet kvartal var ikke lige så store som i første kvartal - navnlig på de udviklede markeder uden for USA, siger AP Pensions investeringsdirektør Pernille Jessen, der samtidig forklarer, at fremgangen på de amerikanske markeder blev snævert drevet af tech-sektoren med chipproducenten NVIDIA som førerhunden.

En positiv udvikling i inflationen var med til at hjælpe på appetitten:

- Risikoappetitten på markederne var blandt andet understøttet af en positiv udvikling i USA, hvor trenden mod lavere inflation blev genoptaget. Ligesom væksten kom ned på et mere holdbart niveau, der har bragt scenariet for amerikansk økonomi solidt tilbage i det balancerede opsving. Det har gydet koldt vand på bekymringerne for overophedning, siger investeringsdirektøren.

Fremgang i afkast

Den positive fremgang på de finansielle markeder viser sig også på afkastene i AP Pension, når vi kigger på investeringslinjen AP Active, der dog leverede et lavere afkast end markedet – benchmark, som det måler sig mod. Det skyldes altovervejende en underperformance i porteføljens aktier, som især kan henføres til en mindre eksponering mod NVIDIA og de øvrige højtflyvende tech-aktier. Der var også en underperformance i reale aktiver, der dog vejer betydeligt mindre i den samlede portefølje. Her var det ejendomme og især udenlandske ejendomsinvesteringer, der trak ned. 

AP Active, 5 år

AP Active, 10 år

AP Active, 20 år

AP Active, 30 år

                    5,5 %

                    6,8%

                    8,0 %

                    8,9 %

Tabellen viser det samlede afkast i AP Active efter andet kvartal i 2024 kunder med fem, ti, 20 og 30 år til pension. Afkastet er før pensionsafkastskat.

 

For kunder, der investerer gennem AP Bæredygtig, er der også plus på afkastene efter andet kvartal, men AP Bæredygtig har givet lavere afkast end AP Active ved halvåret. Det skyldes især, at aktieporteføljen i AP Bæredygtig har leveret et lavere afkast end AP Actives.

AP Bæredygtig,
5 år

AP Bæredygtig,
10 år

AP Bæredygtig,
20 år

AP Bæredygtig,
30 år

                      3,0 %

                     3,5 %

4,2 %

4,5 %

Tabellen viser det samlede afkast i AP Bæredygtig efter andet kvartal i 2024 for kunder med fem, ti, 20 og 30 år til pension. Afkastet er før pensionsafkastskat.

Over det forventede

Investeringsdirektør Pernille Jessen forklarer, at det ikke er tilfredsstillende at komme ud med et lavere afkast end benchmark, men niveauet for afkastet er over forventning.

- Det er aldrig tilfredsstillende at opnå et lavere afkast end benchmark, men over tid vil der være udsving i performance, og pension er en langsigtet investering. Afkastene dog langt over, hvad der kan forventes på et halvt år, hvilket er meget tilfredsstillende, siger Pernille Jessen og fortsætter:

- I vores børsnoterede aktieportefølje har vi valgt at have et mere smalt fokus med eksponering til et mindre sæt af kvalitetsselskaber, som vi i særlig høj grad tror på. Den strategi har virket historisk og er årsagen til, at AP Pension har leveret god performance over tid. Vi tror fortsat, at denne investeringstilgang er den rigtige på lang sigt. Tilgangen betyder, at du i perioder kan ”misse” højdespringere, hvilket er tilfældet med NVIDIA, som vi ikke har haft - tilstrækkelig - eksponering til, siger investeringsdirektøren.

Amerikansk økonomi er omdrejningspunktet

Ifølge Pernille Jessen vil de finansielle markeder i den kommende periode være optaget af temaer, som har været på agendaen længe.

- Amerikansk økonomi er stadig det markedsmæssige omdrejningspunkt med fokus på inflation, vækst og pengepolitik. Med forbedringen af inflationsbilledet og afdæmpningen af væksten i USA kommer fokus tilbage på timingen af den første rentenedsættelse fra den amerikanske centralbank og tempoet i normaliseringen af renterne. Sideløbende kører temaet om AI, der har haft stor betydning for udviklingen på aktiemarkedet det seneste år, siger hun og retter fokus på de (geo)politiske usikkerheder, der fortsat lurer:

- Konflikten i Mellemøsten er blevet inddæmmet. Her vil fokus være på en fredsløsning, der kan fjerne en smule af den geopolitiske usikkerhed. Forholdet mellem USA og Kina har set en vis nedtrapning af konfliktniveaet, men det kan blusse op igen på den anden side af præsidentvalget afhængig af, hvem der indtager Det Hvide Hus. Og så er der krigen mellem Rusland og Ukraine, der er blevet en del af ”normalbilledet”, men som kan skubbe risikobilledet i begge retninger.

appension.dk/minpension kan du følge dit afkast.

Skriv til os, hvis du har brug for hjælp

Har du spørgsmål eller brug for hjælp, kan du skrive til vores Kundecenter, der sidder klar til at hjælpe dig.

Ring til os, hvis du har brug for hjælp

Du er altid velkommen til at ringe til os.

Vi sidder klar til at hjælpe dig:

Mandag: 09.00-16.00
Tirsdag: 09.00-16.00
Onsdag:
09.00-16.00
Torsdag:
09.00-16.00
Fredag: 09.00-15.00

AP Pension understøtter desværre ikke denne browser.

Men du kan se AP Pensions hjemmeside i enten Google Chrome, Firefox eller Edge – det gælder, uanset hvilken enhed du bruger.

Har du spørgsmål til pension, er du velkommen til at kontakte AP Pension på 3916 5000 mellem klokken 8.00 og 15.00 alle hverdage.