• Bæredygtighed

Er din arbejdsgiver gået konkurs? Få overblik over dine muligheder

Her kan du få overblik over dine muligheder, fx hvad du skal gøre med din opsparing og dine forsikringer hos AP Pension, hvad du kan gøre ved skift til et andet pensionsselskab, og læse mere om hvilke omkostninger og priser, der er forbundet med de forskellige valg. 

Du er selvfølgelig meget velkommen til at blive hos os og bevare dine kundefordele, som fx personlig rådgivning, AP Loyalitetsbonus og adgang til vores lejeboliger. 

Uanset hvilken situation du er i lige nu, hjælper vi dig med at finde den løsning, der passer til dig. 

Sådan får du overblik over din pensionsordning 

Du kan få overblik over din pensionsordning i AP Pension på appension.dk/minpension. Her kan du blandt andet se, om du har forsikringer, hvad du betaler i omkostninger, og hvordan din pension er investeret. 

Tag stilling før dine forsikringer udløber!

Hvis du ikke har tilsvarende forsikringer i et andet pensionsselskab, anbefaler vi, at du beholder dine forsikringer hos AP Pension – særligt hvis du er syg, ledig eller har fået ændringer i dit helbred.

Udløber dine forsikringer, risikerer du nemlig, at du hverken kan få genoprettet dine forsikringer i AP Pension eller få oprettet nye hos et andet pensionsselskab fx på grund af dit helbred.

Er du i tvivl, anbefaler vi, at du kontakter os hurtigst muligt – så vi kan hjælpe dig med at finde den løsning, der passer til dig.

Ring til os på 39 16 50 00

Det skal du vide om de første 3 måneder

Når du stopper med at indbetale til din pensionsordning, begynder den såkaldte henstandsperiode på tre måneder.

Herunder giver vi dig overblik over, hvad du skal være særligt opmærksom på i denne periode – og hvilke muligheder du har.

Det sker der med dine forsikringer

De første tre måneder efter, du er fratrådt, beholder du dine forsikringer – under forudsætning af, at din pensionsopsparing er stor nok til at dække omkostningerne.

Prisen for de fradragsberettigede (dvs. skatte- eller afgiftspligtige) forsikringer bliver trukket fra din opsparing. Har du forsikringer med skatte- og afgiftsfri udbetaling fx invalidesum og visse kritiske sygdomme – beholder du disse, uden at vi trækker penge fra din opsparing.  

De nævnte forsikringer bortfalder automatisk senest tre måneder efter din indbetaling er stoppet, medmindre du har indgået en ny aftalte med os. Der kan være andre vilkår for din AP Sundhedsforsikring.

Hvis du har tilkøbt en AP Sundhedsforsikring til din ægtefælle, samlever eller dine børn, så fortsætter denne indtil næste hovedforfald, hvor den automatisk stopper.

Har du forsikringer hos AP Pension med skatte- og afgiftsfri udbetaling, kan de ikke komme til udbetaling, hvis du fx i forbindelse med et nyt job – får en ny pensionsordning med samme type forsikringer hos et andet pensionsselskab.

Du kan fravælge henstandsperioden

Du har mulighed for at fravælge henstandsperioden, men vær opmærksom på, at det samtidig betyder, at dine forsikringer stopper.

Ring til os på 39 16 50 00, hvis du ønsker at bruge denne mulighed eller vil høre mere.

Er du i behandling igennem AP Sundhedsforsikring?

Hvis du er i gang med en behandling, som er dækket af AP Sundhedsforsikring, fortsætter vi med at dække udgifterne i tre måneder efter din forsikring ophører. 

I de tre måneder kan du også få dækket følger af sygdom eller skader opstået før ophørsdatoen. Vi skal stadig godkende skaden, inden du starter en ny behandling. 

Ring til os på 39 16 99 90, hvis du ønsker at bruge denne mulighed eller vil høre mere. 

Hvis du har tilkøbt en AP Sundhedsforsikring til din ægtefælle, samlever eller dine børn, så fortsætter denne indtil næste hovedforfald, hvor den automatisk stopper. 

Sundhedsforsikring gennem anden udbyder – det sker der med den nu

Har du haft en anden sundhedsforsikring gennem en anden udbyder, fx gennem Gjensidige Forsikring, Falck, Dansk Sundhedssikring, er den stoppet, da du fratrådte. Ønsker du at høre mere om dine muligheder for at fortsætte den, skal du kontakte det selskab, der har stået for din sundhedsforsikring.

Her er dine valgmuligheder lige nu             

Når du ikke længere indbetaler til din pensionsordning, skal du tage stilling til, hvad der skal ske med både din opsparing og dine forsikringer hos AP Pension.

Der er flere valgmuligheder – og du har mulighed for at blive hos os i AP Pension i de fleste af dem.

Du kan fortsætte din ordning

Du kan vælge at fortsætte dine indbetalinger til din pensionsordning i AP Pension – enten gennem en ny arbejdsgiver eller som en privat pensionsordning.

Du kan fortsætte indbetalingerne med samme beløb, som før, dog mindst 36.000 kr. om året. Hvis du tidligere har indbetalt et lavere beløb, har du mulighed for at videreføre indbetalingen på det samme niveau som tidligere.

Som udgangspunkt kan du beholde både dine forsikringer og størrelsen på disse. Vær dog opmærksom på, at du kun kan beholde alle forsikringer, herunder en evt. ret til bidragsfritagelse, hvis prisen for forsikringerne kan indeholdes i den indbetaling, som du hidtil har indbetalt til pensionsordningen.

Dine omkostninger og priser

Med denne mulighed ændrer dine omkostninger sig til 89 kr. om måneden samt 0,1 pct. af din opsparing op til 1 mio. kr. og herefter 0,0 pct. om året (2026).

Af den månedlige indbetaling trækker vi:

2,15 pct. af de første 50.000 kr.

1,65 pct. af de efterfølgende 50.000 kr.

1,15 pct. af de næste 50.000 kr.

0,65 pct. af de næste 50.000 kr. og

0,0 pct. af resten.

Prisen for dine forsikringer ændrer sig samtidig, da den afhænger af individuelle forhold – blandt andet din beskæftigelse. Vær opmærksom på, at du ikke kan beholde dine forsikringer, hvis dit arbejde eller jobindhold ligger inden for områder, som AP Pension ikke kan forsikre.

Hvis du fortsætter din pensionsordning, sker det med de forsikringsbetingelser, som AP Pension anvender til nye pensionsordninger. Det kan være nogle andre forsikringsbetingelser end dem, du har i dag. Kontakt os, hvis du har spørgsmål.

Ny arbejdsgiver men stadig AP Pension

Hvis din nye arbejdsgiver også har en aftale med AP Pension, behøver du ikke gøre noget. Du vil helt automatisk blive kontaktet og tilbudt en personlig rådgivningssamtale, hvor vi sammen gennemgår dine nye vilkår og hele din pensionsordning.

Ønsker du at beholde din AP Sundhedsforsikring?

Du har mulighed for at beholde din AP Sundhedsforsikring, selv om den ikke længere er en del af din pensionsordning. Det betyder, at du fremover skal betale for den særskilt.

Der er forskellige måder at tilmelde sig vores sundhedsforsikring på.

Vælg den situation, der passer til dig

Du kan beholde dine forsikringer – uden at indbetale

Du kan eventuelt vælge at beholde flere af dine forsikringer uden at indbetale til din pensionsordning, så længe prisen for forsikringerne kan betales af din pensionsopsparing i AP Pension, og du har indbetalt i 12 sammenhængende måneder uden pause. Dette gælder dog højst i op til ét år.

Derefter kan du aftale med os, om du kan forlænge perioden med et år ad gangen.

Du kan ikke sætte dine forsikringer op.

Har du forsikringer med skatte- og afgiftsfri udbetaling så som:

  • Invalidesum
  • Visse kritiske sygdomme
  • Visse kritiske sygdomme for børn

bortfalder de senest tre måneder efter din fratrædelsesdato, og du har ikke mulighed for at forlænge perioden.

Det samme gælder for AP Sundhedsforsikring.

Hvis du har forsikring ved tab af erhvervsevne og/eller dødsfald med skatte- og afgiftsfri udbetaling, kan du beholde denne med uændret størrelse. Den bliver dog ændret fra at være skattefri ved udbetaling til at være skattepligtig. Prisen for forsikringen vil blive betalt af din opsparing, og du kan beholde dine forsikringer, som ellers ville bortfalde.

Vær opmærksom på, at det betyder, at du får en lavere udbetaling, end hvis de blev udbetalt i dag. Du kan ikke sætte dine forsikringer op.

Dine omkostninger og priser

Hvis du vil beholde dine forsikringer uden at indbetale til din pensionsordning, bliver dine omkostninger fremover 89 kr. om måneden (2026). Prisen for dine forsikringer stiger, da din pensionsordning ikke længere er en del af en firmaaftale.

Har du forsikringer i andre selskaber, bør du overveje, om du har brug for dem, så du undgår unødige omkostninger til samme type forsikring.

Få overblik over alle dine pensionsordninger og forsikringer på pensionsinfo.dk.

Du gør ikke noget – og beholder kun din opsparing hos AP Pension

Hvis du ikke længere har brug for dine forsikringer, fx fordi du er dækket gennem en pensionsordning i et andet selskab, kan du beholde din pensionsordning i AP Pension uden forsikringer og uden indbetaling.

Dine omkostninger og priser

Med denne mulighed bliver dine omkostninger fremover 89 kr. om måneden, og du skal betale et engangsgebyr på 680 kr. (2026).

Vær opmærksom på, at din pensionsordning ophører, når der ikke er flere penge på den.

Du kan få udbetalt din opsparing

I visse tilfælde kan du få din opsparing udbetalt. Det koster normalt et gebyr på 2.345 kr. (2026) og op til 60 pct. i afgift til Skat.

Hvis du har en opsparing på 5.000 kr. eller mindre i AP Pension, kan du få den udbetalt. Det koster op til 60 pct. i afgift til Skat. Vi udbetaler beløbet til din NemKonto.

Du kan vælge at samle din pensionsopsparing i et andet pensionsselskab

Hvis du har fået en pensionsordning i et andet pensionsselskab, kan du muligvis overføre din pensionsordning i AP Pension hertil for at undgå at betale omkostninger flere steder.

Vælger du den mulighed, skal du kontakte dit nye pensionsselskab. Vær opmærksom på, at det normalt koster et gebyr på 2.345 kr. (2026) at overføre pensionsordningen.

Du kan gå glip af AP Loyalitetsbonus

Har du AP Loyalitetsbonus, skal du være opmærksom på, at du kan gå glip af din betingede AP Loyalitetsbonus, hvis du ophæver din pensionsordning eller overfører din ordning til et andet pensionsselskab.

Du kan se, om du har AP Loyalitetsbonus, og i givet fald hvor meget, på
appension.dk/minpension.

Har du fået nyt job med pensionsordning?
Det skal du vide

Har du fået nyt job med en pensionsordning, kan du have mulighed for at oprette dine forsikringer i dit nye pensionsselskab uden at skulle aflevere nye helbredsoplysninger.

Hvis du ønsker dette, skal du kontakte dit nye pensionsselskab hurtigst muligt, da du ellers kan miste muligheden.

Sådan bliver dine penge investeret fremover

Har du haft en investeringsfond, som er specifik for din tidligere arbejdsplads, flytter vi dine midler heri til den AP Active-fond, der passer med den pensionsalder, som fremgår af din pensionsordning. Det koster 190 kr., som AP Pension trækker på din opsparing.

Du kan vælge en anden af AP Pensions fonde på appension.dk/minpension. I den forbindelse skal du betale handelsomkostninger. Det koster maksimalt 190 kr. pr. handel pr. fond. pr. dag (2026), som AP Pension trækker på din opsparing.

AP Pension anbefaler, at du gennemgår Investeringsguiden, da det på den måde vil være nemmere for dig at vurdere, om din pensionsordning er investeret i overensstemmelse med din risikovillighed. Læs mere om dine investeringsmuligheder på appension.dk/minpension under Investeringer.

Har du indbetalt til aldersopsparing?

Hvis du har indbetalt til aldersopsparing, bør du tjekke, om du skal rette din forskudsopgørelse hos Skat.

I rubrik 347 på forskudsopgørelsen fremgår det, hvor meget Skat forventer, at du indbetaler til aldersopsparing for hele året. Du bør sikre, at beløbet er korrekt – ellers risikerer du at betale for lidt eller for meget i skat.

Har du brug for hjælp?

Du kan altid ringe til os, så hjælper vi dig med at finde den løsning, der passer til dig og din situation.

Det er det, vi er her for.

Skriv til os, hvis du har brug for hjælp

Har du spørgsmål eller brug for hjælp, kan du skrive til vores Kundecenter, der sidder klar til at hjælpe dig.

Ring til os, hvis du har brug for hjælp

Du er altid velkommen til at ringe til os.

Vi sidder klar til at hjælpe dig:

Mandag: 09.00-16.00
Tirsdag: 09.00-16.00
Onsdag:
09.00-16.00
Torsdag:
09.00-16.00
Fredag: 09.00-15.00

AP Pension understøtter desværre ikke denne browser.

Men du kan se AP Pensions hjemmeside i enten Google Chrome, Firefox eller Edge – det gælder, uanset hvilken enhed du bruger.

Har du spørgsmål til pension, er du velkommen til at kontakte AP Pension på 3916 5000 mellem klokken 8.00 og 15.00 alle hverdage.