Investeringsanalyse: En rolig hånd på rattet er ekstra vigtigt i en usikker tid som denne
Som mange er opmærksomme på, så oplever vi i øjeblikket ekstraordinært store kursbevægelser på de finansielle markeder. Det påvirker også de danske pensionsopsparinger. Derfor er det vigtigt at have en langsigtet strategi – det har vi i AP Pension.
Af Investeringsdirektør i AP Pension, Pernille Jessen
I skrivende stund er Globale aktier nede med ca. -14% fra toppen medio-februar. Faldet er ført an af amerikanske aktier, imens særligt amerikanske teknologi-aktier har været hårdt ramt, og Europa er desværre heller ikke gået fri. De store aktiefald er sket på meget kort tid, og sker som reaktion på politiske begivenheder ifm. Trumps udmeldinger om toldsatser onsdag i sidste uge. Det har ført til stor usikkerhed og markedsuro, der stammer fra en voksende bekymring for, om den amerikanske økonomi har kurs imod en recession og kraftig vækstopbremsning, som i så fald vil smitte af på den samlede globale økonomi.
Samtidig har Trump sat gang i store nedskæringer i centraladministrationen, og usikkerheden omkring, hvor den amerikanske økonomi er på vej hen, er helt ekstraordinært stor. Det ses bl.a. ved, at forbrugerne er blevet mere forsigtige, og er bekymrede for, om inflation begynder at stige igen. Læg hertil at virksomheder vil skulle forholde sig til en ny virkelighed i forhold til at foretage nye investeringer og nu også skal i gang med at gennemtænke deres forsyningskæder ift. toldeksponering mv.
Sådan forholder vi os i AP Pension
Lige nu er udfaldsrummet bredt, og for at navigere de finansielle markeder bedst muligt, følger Investeringsafdelingen hos AP Pension de politiske udmeldinger, makroøkonomiske nøgletal og markedsbevægelserne særligt tæt. AP Pension har en langsigtet investeringsstrategi og denne er sammensat mhp. også at kunne komme igennem svære markedsmæssige perioder – selvom man ikke kan skærme sig helt.
I Investeringsafdelingen foretager vi dagligt de nødvendige finjusteringer af porteføljen, som vi vurderer, er nødvendig. Men det er vigtigt at have en rolig hånd på rattet, når markederne har store udsving, som tilfældet er for nuværende.
Endelig skal man bemærke, at har man sin opsparing via et livscyklusprodukt, da er produktet allerede tilpasset en risikonedtrapning, der passer til ens tidshorisont – på den måde er der i produktdesignet taget højde for, hvad der som udgangspunkt er mest hensigtsmæssigt i forskellige livssituationer.
Vil du holde øje med din pensionsopsparing, kan du se din opsparing på Min Pension.