Fondssplit: Russiske aktier fjernes fra fonden Schroders Østeuropa Aktier
Siden Ruslands invasion af Ukraine den 25. februar 2022 har forvalteren ikke stillet kurser i fonden Schroders Østeuropa Aktier. Det har heller ikke været muligt at handle i fonden. Det skyldes internationale sanktioner mod russiske selskaber, som inden invasionen udgjorde omtrent 60 procent af værdien af aktierne i Schroders Østeuropa Aktier.
Denne nyhed omfatter kun tidligere kunder i Skandia.
Schroders har besluttet at flytte de russiske aktier over i en særskilt fond, Schroders Rusland Aktier. Det betyder, at Schroders Østeuropa Aktier ikke længere indeholder russiske aktier, og at der fremover kan stilles daglige kurser i Schroders Østeuropa Aktier, ligesom der også kan foretages handler i fonden.
Aktierne i Schroders Rusland Aktier er af forvalteren foreløbigt værdiansat til nul, og der kan ikke handles ind i den. Ud over muligheden for handel i de ikke russiske aktiver, så giver fondssplittet mulighed for at det nuværende kurstab på de russiske aktiver ikke realiseres, således at en eventuel senere kursstigning i de russiske aktiver kan reducere det nuværende tab.
Kunder, der har investeringer i Schroders Østeuropa Aktier, vil få tildelt andele i Schroders Rusland Aktier. Tildelingen sker i et af forvalteren opgjort ratio i forhold til units i den eksisterende fond Schroders Østeuropa Aktier på opsplitningstidspunktet.
Som konsekvens af flytningen af de russiske aktier vil der fra den 18. juli 2022 igen blive beregnet kurser i Schroders Østeuropa Aktier. Kurserne bliver tilgængelige i fondslisten i Min Pension hurtigst muligt. Fonden Schroders Rusland Aktier oprettes hurtigst muligt herefter, så den kan ses af de berørte kunder.