AP Pension i toppen på kundeloyalitet
AP Pension er det bedst placerede kommercielle pensionsselskab i Loyalty Groups årlige BrancheIndex Pension, som blev offentliggjort den 9. januar 2022. Undersøgelsen afdækker danskernes tilfredshed med og loyalitet over for deres pensionsselskab. Årsagen er blandt andet høje afkast og en unik model for kundeejerskab og overskudsdeling, mener adm. direktør i AP Pension, Bo Normann Rasmussen.
Loyalty Group gennemførte i slutningen af 2021 sin årlige undersøgelse af danskeres tilfredshed med og loyalitet over for deres pensionsselskab, BrancheIndeks Pension. Her er AP Pension placeret som det bedste kommercielle pensionsselskab.
Udover at vinde den samlede indbyrdes kamp blandt de kommercielle selskaber har AP Pension også fået det bedste resultat i hver af de seks kategorier, som spørgsmålene i undersøgelsen omfatter: Produktkvalitet, servicekvalitet, værdi for pengene, tillid og etik, image og samfundsansvar.
Høj værdiskabelse og fokus på bæredygtighed gør forskellen
Adm. direktør i AP Pension, Bo Normann Rasmussen, er stolt af det flotte resultat og peger blandt andet på, at den samlede værdiskabelse har været udslagsgivende for, at AP Pension opnår en førsteplads.
- Vi har i flere år leveret gode afkast og set over de seneste fem år, er vi det selskab i hele branchen, der har fået kundernes pensioner til at vokse mest. Samtidig har vi en unik model for overskudsdeling, hvor vi i løbet af de sidste fem år har tildelt over 1 mia. kr. i såkaldt AP Loyalitetsbonus til kunderne. Alene i 2021 betød det, at en kunde med en opsparing 1 mio. kr. fik 2.000 kr. ekstra udover afkastet, siger Bo Normann Rasmussen, der også peger på, at AP Pensions arbejde med bæredygtighed og samfundsansvar har påvirket kundeloyaliteten i positiv retning.
- Jeg tror, det betyder noget, at kunderne føler sig trygge ved, at de sparer op på en måde, som tager hensyn til klimaet og bidrager positivt til den grønne omstilling. Det var blandt andet baggrunden for, at vi som det første kommercielle pensionsselskab lancerede et bæredygtigt pensionsprodukt i sommeren 2019. Jeg er ekstra glad for, at vi her to et halvt år senere har været med til at bevise, at bæredygtighed og afkast går fint hånd i hånd, fortæller den adm. direktør.
Stor indsats fra medarbejderne
Selvom direktøren mener, at den økonomiske værdiskabelse er den største enkeltstående driver for kundeloyalitet, så kan det ikke stå alene. Også den service og rådgivning, kunderne får, når de er i kontakt med AP Pension, er helt central.
- At vi er i stand til at opnå en førsteplads midt i en coronapandemi, som har ændret grundlæggende ved vores måde at arbejde på, gør mig stolt. Medarbejderne i AP Pension har ydet en ekstraordinær stor indsats under svære betingelser, men på trods af udfordringer og forandringer har de formået at levere den gode servicere og rådgivning, som vores kunder forventer. Det er en flot præstation, slutter Bo Normann Rasmussen.
For yderligere information
Administrerende direktør, Bo Normann Rasmussen – 6161 0592
Pressechef, Nicolai Nielsen – 4083 9973