AP Pension vinder nordisk investeringspris
AP Pensions investeringsafdeling har netop vundet en pris ved Nordic Fund Selection Awards, som uddeles af det svenske Tell Media Group.
AP Pensions afdeling for eksternt forvaltede investeringer har modtaget prisen ”Danish Fund Selection Team of the year”, som netop er blevet uddelt på konferencen Nordic Fund Selection Awards 2021 i Stockholm. Dermed er AP Pension valgt som de bedste i Danmark til at udvælge eksterne kapitalforvaltere.
Investeringsdirektør i AP Pension, Rasmus Cederholm, er stolt over prisen.
- Prisen er en anerkendelse af den måde, som vi arbejder på, når vi udvælger vores eksterne forvaltere. Den eksterne forvaltning har været en medvirkende årsag til, at vi over en årrække har været i stand til at levere nogle af markedets bedste afkast til gavn for vores kunder. Det er samtidig en kæmpe anerkendelse af, at vores nøje udvalgte forvaltere sætter stor pris på vores tætte samarbejde, hvor vi udfordrer dem med skarpe spørgsmål med det fokus at give vores kunder det bedst mulige afkast, siger Rasmus Cederholm.
Deltagerne i konkurrencen bliver blandt andet vurderet på, hvor gode de er til at kommunikere med de eksterne forvaltere, og hvor gode de er til at integrere ESG-forhold. I alt var 21 danske institutionelle investorer med i konkurrencen.
I AP Pension samarbejder vi med ni eksterne forvaltere, der står for en samlet investering i aktier på 22 mia. kr. ud af vores samlede portefølje på 175 mia. kr. De eksterne forvaltere investerer hovedsageligt i globale og danske aktier.