Bliv klogere på coronavirussens påvirkning af de finansielle markeder
Den aktuelle corona-situation, der har lammet store dele af samfundet, kan give anledning til flere spørgsmål om ens pensionsordning. Mange af de spørgsmål, som naturligt opstår i løbet af denne tid, giver AP Pensions investeringsdirektør, Ralf Magnussen, svar på. Se også videoen med Ralf Magnussen, hvor han svarer på flere spørgsmål.
Med den aktuelle situation på de finansielle markeder, der ifølge AP Pensions investeringsdirektør, Ralf Magnussen, bedst kan sammenlignes med store økonomiske kriser, som f.eks. finanskrisen i 2008, kan der hurtigt opstå mange spørgsmål om, hvordan coronavirussen smitter af på ens pensionsopsparing.
Én af de overvejelser, pensionskunder kan gå med i øjeblikket, er, om risikoen på ens pensionsopsparing er for høj, når en virus som coronavirussen inficerer de finansielle markeder. Ifølge Ralf Magnussen handler det dog lige nu om at holde fast i sin strategi.
- Hvis man ikke kan sove godt om natten, mens corona-situationen står på, er det muligt, at ens risiko er for høj. Omvendt er det vigtigt, at man tænker langsigtet og fastholder sin strategi. Normalt plejer de finansielle markeder at komme tilbage, fortæller Ralf Magnussen.
Læs mere om, hvilken effekt din risiko har på din pensionsordning
Se din risikomærkning på Min Pension
Afgørende at strategien er afstemt
Aktiemarkederne i Europa og USA har i løbet af den seneste periode oplevet markante fald. Dermed kunne det være nærliggende at tro, at en strategi kunne være at sælge alle aktierne fra og købe dem igen, når markedet begynder at stige. Men selvom aktiemarkedet har taget et dybt fald, så skal aktierne ikke sælges fra, og hvis det var sket, var man også gået glip af de aktiekursstigninger på over 10 procent, vi har fået over den seneste uge, forklarer Ralf Magnussen.
- Vi ved med ret stor sandsynlighed, at investorer over tid bliver belønnet for at tage risiko. Derfor er det afgørende, at ens strategi er afstemt med ens risikoappetit, så der er en fornuftig balance mellem forventet afkast og risiko, siger Ralf Magnussen.
Se mere i videoen, hvor AP Pensions investeringsdirektør svarer på flere spørgsmål om den aktuelle corona-situation.