AP Pension ændrer investeringstidspunkt
Vi forlænger behandlingstiden for investeringer med en bankdag fra den 23. oktober 2019.
Fra den 23. oktober 2019 ændrer AP Pension tidspunktet for, hvornår vi investerer kundernes midler. Det har betydning for dig, der har valgt markedsrente, og som selv ændrer investeringsvalg på Min Pension.
Tidligere blev en ændring af investeringsvalg effektueret næste dag til en realtidskurs omkring klokken 12.00. Efter den 23. oktober 2019 ændrer vi tidspunktet, så ordren bliver behandlet to bankdage efter, du har ændret dit investeringsvalg, men til lukkekursen (det vil sige kursen omkring midnat) dagen efter dit investeringsvalg.
Har du f.eks. ændret dit investeringsvalg mandag, behandler vi din ordre onsdag, men til lukkekursen tirsdag.
Det betyder, at den samlede behandlingstid forlænges med en bankdag.
Ændringen gælder både for kunder i AP Pension og nærpension.
Hvorfor ændrer vi tidspunktet?
Årsagen til ændringen er, at vi har ønsket at ensrette kurserne for handler i investeringsfonde og aktiver, så de følger den standard, der er i branchen.